Når frosten sætter ind

Prædiken til Seksagesima søndag

af Hans Nørkjær

Henover isen kravler et undseeligt lille egern.
Det er dog ikke helt som de egern, vi kender i dag. Dets snude er meget længere og dets øjne meget større. Faktisk ser det en smule komisk ud. Det er fra en for længst glemt fortid. Fra istiden. Et istidsegern.
Egernet har fundet et agern. Ét eneste agern midt i den frysende ødemark af is og sne. Og det leder nu efter et sted, hvor det kan begrave det. Et sted, det kan nedlægge det lillebitte forråd - et sted det kan deponere sit håb for overlevelse i fremtiden.
Men ak, egernet forstyrres hele tiden. Hele tiden går der noget galt. Hele tiden er det som om det ubarmhjertige kosmos omkring ham, ikke vil have at han skal kunne sikre sig for fremtiden.
Snart åbnes en dyb sprække under ham. Snart truer gletchere med at vælte ned over ham.
Om det er brusende vand eller en dyb kløft, så er der hele tiden noget, der vil frarøve ham sit livshåb: Det lille agern.
Og i denne tragikomiske virkelighed, udspiller der sig en konstant og frustrerende kamp for at sikre sit liv for det lille fortidsegern.

Egernet lever i en hård og brutal virkelighed, hvor kampen for overlevelse er konstant og der ikke gives mange stunder til almindelig afslapning. Men uanset verdens brutalitet, så insisterer egernet på at kæmpe for sin ret til en plads på kloden. Det vil overleve. Det vil leve. Det vil have sit agern.
Lysten til liv. Kampen for overlevelse. De er nogle af de mest grundlæggende drivkræfter ved hele vores virkelighed. Det er det, store dele af den biologiske videnskab baserer sig på - især siden Darwin, men også helt tilbage til den antikke tænker Aristoteles, der opererede med, at enhver ting i verden har et mål, som det stræber efter, en fuldendelse det ønsker at opnå.
Hos Darwin handler det om den mekanisme, der udmønter sig i teorien om "the survival of the fittest". Den mest tilpasningsdygtige overlever. Den, der er bedst til at kæmpe livets kamp på livets og virkelighedens egne præmisser, er den der får bragt sit eget liv og sine egne gener videre. Det er ønsket hos enhver organisme: Overlevelse, reproduktion, vedvarende (ja, skulle vi sige "evigt") liv.
Det kan være næsten grænseløst bjergtagende at få fortalt om nogle af de mest ugæstfri og barske områder på vores klode, og hvordan livet alligevel - i én eller anden form - har kunnet opretholdes her. Og nogle gange, hvordan livet har blomstret for nogle arter, fordi ingen andre har kunne klare mosten lige præcis her.
Hvad enten det er golde isolerede klippetinder i et massivt bjerglandskab eller den koldeste, mest frysende og vindblæste slette af is på Antarktis. Hvad enten det er bjerggeder, gekkoer eller kejserpingviner - så er der liv næsten alle steder på vores mangfoldige klode. Og det vækker vores fascination - at livet er så stædigt og insisterende.

Selv med den mindste lille flig af håb. Selv med meget lille sandsynlighed for succes, har livet kastet sig i armene på mulighedernes land. Pionerer af alle slags (såvel dyr som mennesker) og til alle tider (såvel istid som koloniseringstid) har været med til at skabe den virkelighed, vi ser omkring os i dag.
Man siger, at hvor der er liv er der håb. Men mon ikke man kan sige, at det modsatte i mindst ligeså høj grad gør sig gældende: Hvor der er håb, er der liv. Hvor der er håb, er der liv.

I ethvert menneskeliv kan istiden snige sig ind. Frosten kan gribe fat i en menneskesjæl og true med at nedfryse det hele. Alle spirer kan visne, alle rodskud kan få forfrysninger - ja, ethvert forsøg på at så og plante nye frø i jorden kan vise sig som den rene dårskab og at være fuldkommen formålsløse. For frosten har sat ind.
Alligevel kan man fastholde et håb. Måske står man som en sædemand med et sidste lille frø i sin hånd - hvor man har smidt alle de andre fra sig - febrilsk, i afmagt for at se, om noget kunne gro frem, men intet af det har vist sig at kunne bære frugt. Alt er dødt, visnet, borte.
- man står dér med det éne lille, det sidste håbefulde frø i sin hånd - og man beslutter sig for at gemme det! Man holder fast på det og venter til bedre tider. Venter på lunere vinde og en varmere sol. Man venter, i håbet om nyt liv - en dag.

I dag hører vi om troens vækst. Om at Ordet kan falde i både god og dårlig jord - ja noget kan sågar falde på vejen eller på klippen og være spildt.
Men midt i al denne opbyggelige tale om Guds Ord til tro, der plantes i den gode, vækstgivende muld, skal vi huske, at der er nogle gange, hvor troen bare er borte. Hvor der ikke er noget at bygge på. Hvor alt er lukket ned i kulde og mørke og golde, kolde jorder.
Og så kan man ikke holde sig til troen. For den har ingen mulighed for at vokse frem. For den gode jord findes ikke - lige nu.
Den gode jord, er noget vi må vente på.
Vi må grave forråd ned.
Vi kan ikke indtage den søde næring fra troens gode frugter.
Nogle gange er der istid. Og vi må være snarrådige. Og kæmpe. Ikke for stor vækst og bugnende åndelige forrådskamre. Men for håbet. For at holde liv i dét.

Nogle gange er det, vi må kæmpe for bare en hård nød med en ubrydelig skal - som det lille tragikomiske istidsegern med sit agern.
Noget, der ikke kan give liv endnu, men måske engang.
For sådan er vilkåret også i vores verden: Uanset, hvor meget vi kan høre, om Guds gennembrydende kærlighed, Ordet der sås i den gode jord og liv der vokser frem af døden, så er det ikke altid vores oplevelse.
Nogle gange må vi nøjes med at stå med den hårde kerne, det ubrudte frø, det lille brune agern i mellem hænderne - og vente. Vente på, at Guds godhed skal bryde igennem, at Troens Ord skal slå rod i vore hjerter, så vi kan leve i livets lys.

Ganske vist hører vi, at alt det glædelige og gode er sket. Gud har overvundet dødens magt. Gud har gennembrudt gravens mørke. Gud har skænket os sin kærlighed - at Gud er med os alle dage ind til verdens ende. Men nogle gange kan vi bare have svært ved at tage det til os. Og så må vi bevare det som i et håb, i den skal, hvorfra der forhåbentlig en dag vil frembryde nyt liv, nyt mod, ny tro.
Så det er godt at have forråd; Godt at have nødder, frø og kerner i sine gemmer. Som den (nødde)skal, vi kalder kirken. Som de frø, vi kalder evangeliets fortællinger.
Eller som det jo er med bønner: nogle af dem skal kværnes, før de kan give saft og kraft til livet.

Nogle gange er det, det eneste vi kan gøre: At vente til der igen dukker god jord op at dyrke i, så frøene kan spire frem og give tredive, tres og hundrede fold.
Og pointen er da også, at vi ikke skal være så bange for at vente. Vi skal ikke være så bange for kun at stå med frø i lommen. For vi skal i sidste ende stole på, at livets frembrud ikke er vores fortjeneste, men Guds. At vækstbetingelserne ikke er noget, vi skaber, men noget vi får skænket oppefra. Vi skal huske, at virkeligheden nogle gange bare er indrettet sådan, at en istid sætter ind eller en haglstorm slår ind over landet.
Nogle gange oplever troen global opvarmning, nogle gange lejlighedsvist snefald eller lokalt isslag. Nogle gange er vores verden helt frosset til is. Pastoral Permafrost kan ramme - så Ordet dør i munden på den, der forsøger at forkynde.
Vi må slås med det vi har og det vi får. Vi må leve i håbet om, at det væsentligste er noget, vi får skænket. Det væsentligste får vi fra en skødesløs sædemand, der vil give alle del i sin vækst. Uanset hvor gold en agerjord, vi kan fremvise.
I ét og alt må vi forsøge at holde fast i det vi har - også selvom det -ligesom med fortællingens lille egern- kun skulle være et enkelt agern i en brutal istid med gletcherspalter, haglstorme, laviner og dybe kløfter. Istidsegern eller ej. Vi må alle kæmpe for at holde fast i enhver lille skal af håb, vi har fået givet, så livet kan bestå og forhåbentlig få flere fold i fremtiden.
Amen.


Salmer:
745 Vågn op og slå på dine strenge
330 Du som ud af intet skabte
391 Dit ord, o Gud, som duggen kvæger
154 En bondemand går ud at så
378 Hvor kan jeg noksom skønne på
OHWebdesign