Livsbegivenheder

Kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse

Livet rummer både glæde, fest, eftertanke og afsked – og i Lemvig Valgmenighed ønsker vi at være en del af hele livets vandring. Her markerer vi de store overgange med ord, sang og ritualer, der bærer traditionen videre og skaber nærvær i øjeblikket.

Vi tilbyder dåb, konfirmation, vielse, begravelse og bisættelse – altid med udgangspunkt i samtale og forberedelse, så handlingen bliver personlig og meningsfuld for jer.

Dåb

Anmeldes til præsten i god tid, inden dåben skal finde sted. Til dåbssamtalen medbringes barnets fødselsoplysninger samt evt. oplysninger på enten vielse eller faderskabsafgørelse fra Statsamtet.

Konfirmation

Præsten holder i april eller maj en introaften for det kommende års konfirmander og konfirmandforældre.

Alle fra årgangen, der er medlemmer af valgmenigheden, bliver indbudt.

Børn, der ikke er medlemmer, er naturligvis velkomne til at blive konfirmeret i valgmenigheden. Man skal bare henvende sig til præsten. Forberedelsen kan eventuelt (og kun efter aftale med valgmenighedspræsten) bestå af en kombination af undervisning hos valgmenighedspræsten og sognepræsten.

Konfirmationer i valgmenigheden ligger fremover den første lørdag i maj.

Vielse

Aftales med præsten i god tid, inden vielsen skal finde sted.

Til vielsessamtalen medbringer parret kopi af dåbsattester samt en såkaldt prøvelsesattest udstedt gennem borgerservice i en af parrets bopælskommuner.

Begravelse & Bisættelse

Dato og tidspunkt aftales direkte med valgmenighedspræsten.

Dødsfaldet anmeldes til begravelsesmyndigheden, som er sognepræsten.

Skal afdøde udsynges fra sit hjem, plejehjem eller andet deltager præsten også meget gerne heri.

Valgmenighedspræst ved Lemvig Valgmenighedskirke

Ronald Risvig

Valgmenighedspræst