
- af Ejgil Westergaard og Laila Westergaard
Ved Valgmenighedens 125-års jubilæum blev kirken udsmykket med to stenskulpturer af henholdsvis Ejgil Westergaard og datteren Laila Westergaard. I forvejen er kirken smykket med tre relieffer af Torvald Westergaard, som er den ældste af de tre generationer af billedhuggere, der er knyttet til henholdsvis Lemvig og Lemvig Valgmenighed.
Torvald Westergaard var kunstner og håndværker. På sit stenhuggerværksted i Lemvig lavede han utallige originale gravsten, der findes rundt om i Jylland. Samtidig arbejdede han hele sit liv med egne skulpturelle værker. I hans have i Lemvig stod en skulptursamling på over 60 værker hovedsageligt hugget i granit. De mest religiøse af dem - ca. 15 stk. - er placeret i Valgmenighedens frugthave som afslutningen på en skulptursti.
På selve kirkebygningen er han repræsenteret ved to stenrelieffer, som sidder i muren udvendig. Det ene er et portræt af Jakob Busk, menighedens præst igennem 40 år. Det andet hedder "Menneskesønnen". Indvendig er placeret to relieffer, dels et i muren til venstre for knæfaldet med titlen "Åndens fugl", dels et relief i en af kirkens hjørnevægge.
Marmorpladen, der hænger til venstre for alteret, med titlen "Åndens Fugl" er et smukt udtryk for Helligåndens brusende virke under denne verdens levende hvælv, symboliseret ved den mørke bue med forgyldte bevoksninger. På relieffet er citeret to linjer fra afslutningen af Grundtvigs salme Denne er dagen, som Herren har gjort (Nr. 403) og lyder: "Aanden er bedre end Kød og blod/ Kristne har kronede Dage". Verslinjerne henviser til den virkelighed, der skabes i kraft af Ordets forkyndelse og Åndens levendegørelse i menigheden - virkningen af badets og bordets nådegaver, der vækker til livsmod. Frem til 1979 var kirkens døbefont placeret herunder.
Forstudiet til altertavlen, der er indmuret i en hjørnevæg under baldakinen, er fra 1965 og bærer den dobbelte titel "Verdensdramaet" eller "Opstandelsen - Mig er givet al Magt i Himlen og paa Jorden".
Denne dobbelttitel er besynderlig. Verdensdramaet kan på sin side henvise til vores verdens hårdhed og trængsler, som vi ønsker forløsning fra, mens Opstandelsen på den anden side refererer til Guds indgriben i vores virkelighed gennem Kristus. Dobbelttitlen kan muligvis forklares i værkets opdelte motiv, hvorved den nederste del skildrer virkelighedens trængsler, mens den øverste del skildrer den nye virkelighed, som forkyndes i Kristus - "en ny himmel og en ny jord", som det beskrives i Johannes Åbenbaring (21,1): Guds frelse af sit nødstedte menneske.
Ejgil Westergaard er født i 1928, og han er oplært i farens stenhuggerværksted i Weibelsgade. Værkstedet er nu nedlagt. Han har nu huggeplads og atelier på de vestvendte, vældige bakker nord for Lemvig, der i et tungt fald ender ved fjordens vand. Her hvor istidens buldrende vandmasser har formet naturens magtfulde landskab, samles de kæmpesten af fjeldgranit fra Norge og Sverige, som isen bragte med sig og formede undervejs. Ejgil Westergaard er medlem af kunstnersammenslutningen "Koloristerne" og har udstillet mange steder i Danmark, og hans skulpturer findes over alt i landet.
Skulpturen, som er opsat i kirken ved den nordre væg, er hugget i en sten, som minder om forstenet træ. Skulpturen hedder "Opstandelse" og illustrerer Maria Magdalenes møde med Kristus, som rækker hænderne op og siger "Rør mig ikke". Situationen skal give udtryk for "nærvær og afstand".
Laila Westergaard er født i Lemvig i 1964. Hun er billedhugger i ordets egentlige betydning. Hendes organiske skulpturer er alle resultatet af en fysisk kamp med den hårde granit. I dag bor hun i København, hvor hun også er med i et kollektivt kunstnerværksted. "I min slægt er der blevet hugget sten siden starten af 1920´erne", fortæller Laila Westergaard. "Hvor meget larm og lydforurening har vi dog ikke kastet ud i universet? Men forhåbentligt også livslyst og vilje, symboliseret i den næsten musiske rytme, der opstår, når jern og sten spiller sammen og skærver flyver". Laila Westergaard er uddannet på "Det jyske Kunstakademi" og medlem af Laila Westergaardkunstnersammenslutningen "Den gyldne", "Kunstnersamfundet" og BKF. Hun har deltaget på mange udstillinger og udsmykket et utal af bygninger og torve med sine værker.
I kirken har hun placeret sine to relieffer på den søndre væg modsat farens figur. Reliefferne forestiller "Den åbne og den lukkede bog". På forsiden af Den lukkede bog aner man vingerne af to sommerfugle, og fra den åbne bog ser man sommerfuglene flyve ud i verden som om de lige nu var blevet befriet, da bogen blev lukket op.
Man kan undre sig over, at det kan lade sig gøre at lave så fine streger med hammer og mejsel.
Valgmenigheden er stolt af at have så fine kunstværker til at give liv i rummet og stof til forundring og eftertanke. Samtidig har vi her samlet tre generationers kunstværker, som bidrager til at Lemvigegnen bliver synlig på landkortet.